Kristendemokrater håber på genvej til tinget


Partiets vestjyske kandidat Tove Videbæk kan vinde et kredsmandat, hvis hun får lige så mange stemmer som ved sidste valg.
Kristendemokraterne kommer tilbage til Christiansborg, selvom partiet ikke skulle klare spærregrænsen på to procent.

Det er partiets lokalpolitikere i Midt- og Vestjylland i det mindste overbeviste om.

På landsmødet i Middelfart fremhævede blandt andre byrådsmedlem Arne Nielsen fra Holstebro, at regionsmedlem Tove Videbæk har gode chancer for at få et kredsmandat i region Midt- og Vestjylland og dermed trække et eller to tillægsmandater med ind i Folketinget, skriver Kristeligt Dagblad.

Det kræver 'blot', at Tove Videbæk får lige så mange stemmer, som hun gjorde ved regionsvalget i 2005, det vil sige omkring 18.000-20.000 stemmer.

Større chance for kredsmandat ved dette valg
At chancen for et kredsmandat er større denne gang end ved sidste valg hænger sammen med, at landets valgkredse efter en reform er inddelt på en anden måde end ved sidste folketingsvalg.

Partiledelsen er dog ikke meget for at markedsføre denne mulighed for at komme ind via Christiansborgs bagindgang.

Partiformanden: For defensivt kun at satse på kredmandat
Partiformand Bodil Kornbek vil ikke sælge Kristendemokraterne som et 'vestjysk parti' til vælgerne. På et pressemøde blev hun spurgt, om man ikke burde gøre mere ud af Tove Videbæks chance over for vælgerne, da det måske kunne begrænse deres frygt for at spilde en stemme på partiet.

»Nej, det ville være alt for defensivt. Vi er bredt politisk parti for hele landet og ikke et parti for Lolland-Falster, Bornholm eller Vestjylland«, siger hun.

Tove Videbæk kritisk over for sin formands partilinje
Skulle det lykkes Tove Videbæk at trække et eller to folketingsmedlemmer i Folketinget, vil det være noget nær skæbnens ironi for det lille parti. Netop Tove Videbæk har været kritisk over for Bodil Kornbeks kursændring og valget af Helle Thorning-Schmidt (S) som statsministerkandidat.

Nedtoningen af den 'firkantede abortmodstand' har også givet anledning til panderynker i partiets vestjyske højborg.

Formanden forsøgte at bygge bro till de skeptiske vælgere
På landsmødet forsøgte Bodil Kornbek dog at bygge bro til de skeptiske, borgerligt sindede vælgere - og ikke mindst til de vælgere, der har fået indtrykket af, at partiet har nedtonet sin kristelige inspiration.

»For Kristendemokraterne handler det helt grundlæggende om de værdier, der er inspireret af kristendommen. Vi tror på, at alle mennesker er ligeværdige, og derfor skal behandles med respekt. Det gælder det ufødte foster og den politiske kamp for at bringe aborttallet ned. Det gælder vores børn og unge, familierne, dem på arbejdsmarkedet og dem udenfor, den enlige mor, seniorerne og den døende«, sagde Bodil Kornbek blandt andet i sin landsmødtale.

Lav vælgertilslutning bliver endnu lavere
Partiets valgslogan er 'vi tror på dig', men flere talere understregede, at 'vi tror på Gud', og at der både skal bedes og arbejdes, hvis det skal lykkes at få partiet tilbage i Folketinget.

I dagens meningsmåling, som Vilstrup har udført for Politiken, får partiet kun 0,8 procent af stemmerne. Det er en halvering i forhold til folketingsvalget for to år siden og samme tilbagegang i forhold til Vilstrups måling i lørdags.

Kristendemokraterne, der ellers medlemsmæssigt står forholdvis stærkt, har også mistet omkring 400 medlemmer det seneste år, så der nu er 4.600 tilbage.

Partiledelsen anslår selv, at de blødere formuleringer om abort har kostet omkring 100 medlemmer.

Sass til Khader: Du kan blive minister hos os


Socialdemokraterne er åbne for at tilbyde Ny Alliance ministerposter. Det får Anders Fogh Rasmussen (V) mere svært ved på grund af Pia Kjærsgaard (DF). Mens Anders Fogh Rasmussen (V) og Bendt Bendtsen (K) har brugt weekenden på at advare borgerlige vælgere om at stemme på Ny Alliance og deres formand, Naser Khader, så er både Socialdemokraterne og de radikale åbne over for et regeringssamarbejde med Ny Alliance.

»Vi siger, at de radikale, Konservative og Ny Alliance er oplagte at indgå samarbejde med. Vi har også sagt, at vi gerne vil samarbejde tæt. Kan det så også være et regeringssamarbejde? Ja, det kan det godt«, siger politisk ordfører Henrik Sass Larsen (S).

Ny Alliance kan altså få ministerposter i en regering ledet af S?

»Ja, det vil vi da ikke afvise«, siger Sass Larsen.

Mere at byde på
Han mener, at Socialdemokraterne har mere at byde på for Ny Alliance, end regeringspartierne har. Allerede i valgkampens første fase har Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, og Naser Khader udstillet deres uenigheder og trukket fronterne skarpt op på asylspørgsmålet især.

»Hvis Fogh vil tilbyde ministerposter, skal Pia Kjærsgaard (DF) og Naser Khader (NA) sidde i samme regering. Og det ville da være festligt, men det kan Fogh ikke tilbyde, for det vil Pia Kjærsgaard aldrig acceptere. Hvem kan så tilbyde det? Det kan Socialdemokraterne«, siger Henrik Sass Larsen.

Der er på venstrefløjen ikke samme forhindring for at lukke Ny Alliance ind i en regering, fordi både S og R er åbne over for regeringssamarbejdet med Khader.

»Der er ingen grund til at udelukke noget på forhånd. Vi går efter en regering, der er uafhængig af Dansk Folkeparti og er forankret i midten«, siger næstformand Morten Østergaard (R).

Er der nogen diametrale forskelle, der skiller radikale fra Ny Alliance?

»Som en naturlig konsekvens af, at det er to forskellige partier, så er der også forskelle. Som eksempel kan jeg nævne, at vi har en grøn skattereform, der er fuldt finansieret og socialt afbalanceret - det er mere, end man kan sige om Ny Alliances. Og så går vi ind for et fuldt og helt medlemskab af EU«, siger Morten Østergaard.

Dansk Folkeparti afviser blankt konservativ plan


Dansk Folkeparti kan ikke se, hvorfor flere konservative ønsker et andet flertal end VKO. Næstformand Peter Skaarup advarer mod at satse på Ny Alliance.
»Det lyder helt urealistisk«.

Det siger Dansk Folkepartis næstformand, Peter Skaarup, til, at en række konservative og en enkelt venstremand gerne vil fri af det tætte samarbejde med Dansk Folkeparti og i stedet finde flertal med Ny Alliance og de radikale.

»Vi advarer mod, at centrale dele af regeringens politik skal findes med vekslende flertal. Det vil være meget besværligt og betyde, at man må gennemføre en politik, som stritter i forskellige retninger«, siger Peter Skaarup.

Ikke praktisk muligt
I dagens Berlingske Tidende ser trafikminister Jakob Axel Nielsen (K) det ligefrem som »en drømmesituation«, hvis Venstre og de konservative både har en flertalsmulighed med Dansk Folkeparti og med Ny Alliance og de radikale.

Men at det skulle være en drøm, forstår Peter Skaarup ikke.

»På mange områder står Ny Alliance og de radikale for det modsatte af det, som Dansk Folkeparti og regeringen har gennemført. Det gælder både retspolitikken og udlændingepolitikken«, siger Peter Skaarup, som også fremhæver sagen om afviste asylansøgere, som et område, hvor partierne er delte.

»Det er ikke praktisk muligt at gå fra den ene side til den anden. Hvis man med Ny Alliance aftaler at afskaffe asylcentrene, mens man med Dansk Folkeparti beslutter, at de afviste asylansøgere skal blive i centrene. Det er helt urealistisk«.

Samarbejder med alle
Peter Skaarup siger, at han holder sig til, at den konservative leder, Bendt Bendtsen, har betegnet Ny Alliance som »mere rød en blå«, og at Dansk Folkeparti og regeringen har er lavet »en bunke gode resultater«.

Vil det sige, at du afviser at sidde i regering med Ny Alliance?

»Jah.. (griner)... det er svært at forestille sig. Det vil være svært at bygge bro mellem holdningerne, og Ny Alliance har holdninger, som er i direkte modstrid med det, vi vil. Men vi samarbejder med alle. Vi vil ikke - som nogle - holde nogen partier uden for indflydelse, vi samarbejder med alle«.

Politiet slår ring om statsministeren


Politiet er i højeste alarmberedskab, når statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i dag kommer til Svendborg på sin valgturné landet rundt.

Belært af erfaringerne fra valgkampen i 2005, hvor statsministeren blev verbalt overfaldet og truet af aggressive og højtråbende autonome demonstranter i gågaden, tager politiet ingen chancer med sikkerheden, skriver Fyns Amts Avis i dag.

"Vi har folk på plads allerede fra middagstid. Vi bevogter Hotel Svendborg, hvor han starter og slutter sin løbetur i eftermiddag," oplyser lederen af vagtcentralen hos Fyns Politi, vicepolitiinspektør Torben Schultz-Pedersen.

Ingen aflysninger
Sammen med sikkerhedsfolk fra PET er politiet med hele vejen på Anders Fogh Rasmussens løbetur "den ekstra kilometer", som han har gjort til en daglig stunt under valgkampen. I 2005 måtte han aflyse sin løbetur i Svendborg, fordi det var for farligt. Men det er der ingen planer om denne gang.

Statsministeren skal holde aftenpassiar på Naturama, er politiet også til stede der?

"Ja, vi er også på Naturama," siger Torben Schultz-Pedersen og tilføjer:

"Vi er så tilstrækkeligt mange, at vi kan håndtere situationen, og vi vil forsøge at skaffe statsministeren sådanne forhold, at han kan holde sin tale, så folk kan høre ham. Det er målet."

Da statsminister Anders Fogh Rasmussen ville holde sin tale på Gerritsplads i Svendborg under valgkampen i januar 2005, blev han totalt overdøvet af de autonome demonstranter, der kaldte ham "morder" på grund af den danske deltagelse i Irakkrigen. Det udviklede sig så dramatisk, at fire demonstranter blev anholdt og lagt i håndjern, mens en synligt rystet statsminister blev bragt i sikkerhed på Hotel Ærø, hvor Venstre havde indlogeret sig.