Analyse: Helle Thorning-Schmidt doserede sin tale, så den kom til at bestå af lige dele benhård kritik af VK-regeringen og en målrettet satsning på at overbevise alle om, at Socialdemokraterne er bedst til at sikre velfærd på et økonomisk forsvarligt grundlag.
Danskerne skal overbevises om, at Socialdemokraterne igen kan lede en regering og stå i spidsen for nationen. Det var det underliggende tema i Helle Thorning-Schmidts tale til partifællerne i Aalborg i går.
Væk var de kække ord om, at »jeg kan slå Fogh«, som hun brugte, da Frank Jensen skulle besejres i opgøret om formandsposten. Ganske vist sluttede hun sin tale med ord, der syntes stærkt inspireret af Martin Luther Kings historiske tale med vendingen »I have a Dream«. I Thornings version blev det til: »Jeg har en ide«.
Bortset fra dette retoriske greb var det tydeligvis målet for S-formanden at binde sin politik sammen i en helhed og skabe overblik over de budskaber, som hun gerne vil have danskerne til at bakke op inden næste valg.
»Ny ansvarlighed« lød overskriften på talen, og det sidste budskab til partisoldaterne i Aalborg handlede om, at partiet nu er klar til at overtage regeringsansvaret.
HELLE THORNING-SCHMIDT doserede sin tale, så den kom til at bestå af lige dele benhård kritik af VK-regeringen og en målrettet satsning på at overbevise alle om, at Socialdemokraterne er bedst til at sikre velfærd på et økonomisk forsvarligt grundlag.
Hun talte vredt om den meningsløse Irak-krig, de drastiske nedskæringer i hjælpen til fattige lande, Foghs binding til Bush, afviklingen af miljø- og klimapolitikken, den golde blokpolitik på Christiansborg, den skæve sociale udvikling i Danmark samt nedslidningen af velfærden i daginstitutioner, folkeskole og ældrepleje. I ren valgkampstil fastslog hun, at Energiministeriet er forsvundet i en øde ventesal i Transportministeriet, mens Miljøministeriet er reduceret til et velmenende bureau for dannelsesrejser til Grønland.
Regeringens skattepakke blev rubriceret som asocial, ufinansieret og uansvarlig.
Nu som før er det Thornings vigtigste budskab, at Socialdemokraterne vil investere i velfærd og ikke i skattelettelser. Hun talte udførligt om danskernes stille tvivl på, om tingene er i orden i dagens velfærdssamfund:
»Den lille tvivl, der handler om; lærer mine børn nu nok, har de plads nok at lege på, er det min mor der kan komme til at ligge på en hospitalsgang, er det mig der skal vente på behandling, hvis jeg får kræft,« lød det fra Thorning.
Socialdemokraternes svar på denne tvivl er bl.a. at investere massivt i den offentlige sektor og indføre velfærdsrettigheder, som skal udstyre hver enkelt dansker med klare rettigheder og altså overordnet set genskabe tilliden til den offentlige sektor.
Velfærdsrettighederne er ubetinget partiets vigtigste aktuelle slagnummer, men målinger viser, at rettighederne langt fra er gået hjem hos vælgerne, og derfor risikerer partiet at ramle mod muren på ny, hvis det ikke lykkes for S-ledelsen at forklare velfærdsrettighederne bedre i den kommende tid eller lancere mere succesrige offensiver.
Den nye betoning af egen økonomisk ansvarlighed over for VK-regeringen kan også vise sig som et tveægget sværd. Her kan S-ledelsen hurtigt komme til kort over en regering, som sidder på centraladministrationen og dermed råder over en enorm kapacitet til »talkrige«, som er svære at gennemskue for de fleste, ligesom S-ledelsen nemt bliver sårbar, når dens egne finansieringsplaner lægges frem og regnes igennem af regeringen.
TILBAGE STÅR, at der venter et langt, sejt træk, hvis vælgerne skal overbevises om, at Thorning-Schmidt og S-holdet skal stå i spidsen for en ny regering.
Selv i en tid, hvor VK-regeringen har begået eklatante fejl ved lanceringen af skattepakken, har gennemlevet sin største interne krise siden 2001 og er blevet massivt kritiseret af hjemlige og internationale økonomer for at være letsindig i den økonomiske politik, står Thorning & Co. i stampe.
Vælgerne er i bevægelse, viser alle målinger.
Men uden om Socialdemokraterne.
Når S-kongressen slutter i dag, skal Thorning have formået at overbevise sine egne om, at Socialdemokraterne rykker tættere på og ikke længere væk fra magten. Opgaven er ikke nem, for i baglandet og fagbevægelsen er mange partifæller dybt bekymrede over, at partiet lige nu ligger under det historisk dårlige valgresultat fra februar 2005. De tier med deres kritik for ikke at rokke ved båden, men fortsætter de dårlige målinger, holder tavsheden med garanti ikke, og så vil partiet have kurs mod en ny krise.
Næsten symbolsk var det den gamle S-formand, tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, som op til kongressens start evnede at trække overskrifter med et udspil, nemlig sin globale kamp mod de internationale kapitalfonde, mens ingen udspil kom fra S-ledelsen.
Måske er den nye generation parat til ansvaret, men selv med et perfekt udgangspunkt har de svært ved at overbevise danskerne om det.
Væk var de kække ord om, at »jeg kan slå Fogh«, som hun brugte, da Frank Jensen skulle besejres i opgøret om formandsposten. Ganske vist sluttede hun sin tale med ord, der syntes stærkt inspireret af Martin Luther Kings historiske tale med vendingen »I have a Dream«. I Thornings version blev det til: »Jeg har en ide«.
Bortset fra dette retoriske greb var det tydeligvis målet for S-formanden at binde sin politik sammen i en helhed og skabe overblik over de budskaber, som hun gerne vil have danskerne til at bakke op inden næste valg.
»Ny ansvarlighed« lød overskriften på talen, og det sidste budskab til partisoldaterne i Aalborg handlede om, at partiet nu er klar til at overtage regeringsansvaret.
HELLE THORNING-SCHMIDT doserede sin tale, så den kom til at bestå af lige dele benhård kritik af VK-regeringen og en målrettet satsning på at overbevise alle om, at Socialdemokraterne er bedst til at sikre velfærd på et økonomisk forsvarligt grundlag.
Hun talte vredt om den meningsløse Irak-krig, de drastiske nedskæringer i hjælpen til fattige lande, Foghs binding til Bush, afviklingen af miljø- og klimapolitikken, den golde blokpolitik på Christiansborg, den skæve sociale udvikling i Danmark samt nedslidningen af velfærden i daginstitutioner, folkeskole og ældrepleje. I ren valgkampstil fastslog hun, at Energiministeriet er forsvundet i en øde ventesal i Transportministeriet, mens Miljøministeriet er reduceret til et velmenende bureau for dannelsesrejser til Grønland.
Regeringens skattepakke blev rubriceret som asocial, ufinansieret og uansvarlig.
Nu som før er det Thornings vigtigste budskab, at Socialdemokraterne vil investere i velfærd og ikke i skattelettelser. Hun talte udførligt om danskernes stille tvivl på, om tingene er i orden i dagens velfærdssamfund:
»Den lille tvivl, der handler om; lærer mine børn nu nok, har de plads nok at lege på, er det min mor der kan komme til at ligge på en hospitalsgang, er det mig der skal vente på behandling, hvis jeg får kræft,« lød det fra Thorning.
Socialdemokraternes svar på denne tvivl er bl.a. at investere massivt i den offentlige sektor og indføre velfærdsrettigheder, som skal udstyre hver enkelt dansker med klare rettigheder og altså overordnet set genskabe tilliden til den offentlige sektor.
Velfærdsrettighederne er ubetinget partiets vigtigste aktuelle slagnummer, men målinger viser, at rettighederne langt fra er gået hjem hos vælgerne, og derfor risikerer partiet at ramle mod muren på ny, hvis det ikke lykkes for S-ledelsen at forklare velfærdsrettighederne bedre i den kommende tid eller lancere mere succesrige offensiver.
Den nye betoning af egen økonomisk ansvarlighed over for VK-regeringen kan også vise sig som et tveægget sværd. Her kan S-ledelsen hurtigt komme til kort over en regering, som sidder på centraladministrationen og dermed råder over en enorm kapacitet til »talkrige«, som er svære at gennemskue for de fleste, ligesom S-ledelsen nemt bliver sårbar, når dens egne finansieringsplaner lægges frem og regnes igennem af regeringen.
TILBAGE STÅR, at der venter et langt, sejt træk, hvis vælgerne skal overbevises om, at Thorning-Schmidt og S-holdet skal stå i spidsen for en ny regering.
Selv i en tid, hvor VK-regeringen har begået eklatante fejl ved lanceringen af skattepakken, har gennemlevet sin største interne krise siden 2001 og er blevet massivt kritiseret af hjemlige og internationale økonomer for at være letsindig i den økonomiske politik, står Thorning & Co. i stampe.
Vælgerne er i bevægelse, viser alle målinger.
Men uden om Socialdemokraterne.
Når S-kongressen slutter i dag, skal Thorning have formået at overbevise sine egne om, at Socialdemokraterne rykker tættere på og ikke længere væk fra magten. Opgaven er ikke nem, for i baglandet og fagbevægelsen er mange partifæller dybt bekymrede over, at partiet lige nu ligger under det historisk dårlige valgresultat fra februar 2005. De tier med deres kritik for ikke at rokke ved båden, men fortsætter de dårlige målinger, holder tavsheden med garanti ikke, og så vil partiet have kurs mod en ny krise.
Næsten symbolsk var det den gamle S-formand, tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, som op til kongressens start evnede at trække overskrifter med et udspil, nemlig sin globale kamp mod de internationale kapitalfonde, mens ingen udspil kom fra S-ledelsen.
Måske er den nye generation parat til ansvaret, men selv med et perfekt udgangspunkt har de svært ved at overbevise danskerne om det.
Siger Thomas Larsen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar